tag:blogger.com,1999:blog-5576052904764185452024-03-08T10:44:36.744-08:00Lost in transition - en overgangshistorieLost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.comBlogger10125tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-82718253382893440552011-07-21T02:59:00.000-07:002011-07-21T02:59:48.923-07:00Når skemaet (måske) skrider<!--StartFragment--> <br />
<div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Nå, det var jo faktisk meningen at dette indlæg skulle omhandle et kommende løntilskudsjob – lidt om indholdet, at jeg glæder mig, hvordan det er en lettelse endelig at have et forløb på plads. Med start den 15. august. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Og så kommer der selvfølgelig et tilbud om samtale dumpende. Stille og roligt, diskret ind på mailboxen, akkurat midt i min dårlige ansøgnings-samvittighed. Og det illustrerer nok i virkeligheden bedre end noget andet den følelse der har gennemsyret hele det her forløb: En blanding af forsigtig optimisme og desperation, af privilegium og utilstrækkelighed og ikke mindst konstant forvirring: Hvorfor vil de ikke have mig? Hvad er det jeg mangler - eller har for meget af? (Og ja tak, hvis der er nogen der vil låne lidt usikkerhed, så kan det hentes gratis hos mig i spandevis, men det fremgår altså ikke af ansøgningerne!) Og når der så endelig er nogen der reagerer, så går jeg i omvendt selvsving... Hvorfor vil <i>de</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> nu gerne se mig? Er der noget galt med stedet? Og hvad vil <i>jeg</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> helst? Hvordan får jeg nogensinde styr på ’mit eget narrativ’, fortællingen der skal forestille at være mig – vil jeg hellere have et <i>mere</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> akademisk job, og får jeg malet mig ind i et hjørne, hvor det jeg gerne vil, aldrig kommer i spil? Argh! <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Hvordan slukker man for sig selv og sin evige, indre kværnen? Bare et øjeblik ... <o:p></o:p></span></div><!--EndFragment-->Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-5795609872523942592011-07-19T04:05:00.000-07:002011-07-19T04:05:35.945-07:00Jobkursusforløb - check. På godt og ondt.<!--StartFragment--> <br />
<div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Så gik de sidste 2 ugers jobsøgningskursus, undskyld <i>kontaktforløb</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> <i>og aktiveringsindsats</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> <i>for LVU’ere under 30 år</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">, som det hedder på jobcentersprog, og jeg er nu i princippet fri til at søge job lige præcis som jeg vil det, en hel uge frem. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Det har været en lang og rodet periode, også for lang, i alt 9 uger pga. kommunale tilmeldinger til diverse forkerte forløb. Og det ironiske er, at jeg i aktiveringsperioden rent faktisk er gået ned i antal ansøgninger. Jeg har haft svært ved at koncentrere mig, og det er tit endt med Facebook-medier-noget-med-Wikipedia, så en hurtig tur over diverse jobagenter – som ender med at blive formiddagens egentlige arbejde - for så at vende tilbage til om der nu er sket noget nyt på Facebook-medierne-Wikipedia? Ansøgninger og telefonsamtaler er primært blevet foretaget efter kl. 15 eller på ’hjemmearbejdsdage’, hvor mine egne, stride hæmninger kunne trodses uden publikum på. Og jeg skal være den første til at indrømme, at det da ikke har været den mest hensigtsmæssige brug af alle de timer.<span style="mso-spacerun: yes;"> </span><o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Og jeg er heller ikke sikker på, at det som sådan er kurset, den har været gal med. Men timingen! Jeg var ikke klar til at komme på det kursus – jeg havde helt enkelt ikke nået ’jeg bliver gak af at gå hjemme’ stadiet, jeg søgte det jeg skulle og mere til, og var ganske emsig med at planlægge mindst en lille, social begivenhed om dagen (en køretime, en tur i svømmehallen, en kaffe med en veninde på de gode dage). Så det gik. Jeg stod op om morgenen, jeg gjorde rent, jeg søgte jobs, det fungerede. Og siden kurset er meget udenom ligesom gået i stå. Så i stedet for det ’kærlige’ spark, det skulle give, er det endt med færre ansøgninger i stedet for flere, og med at føles som en dyr, dyr opbevaringsløsning, skattefinansieret og uden effekt.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Nå, men nok om det! Been there, done that, dog ingen t-shirt. Første kapitel af ledighedshistorien kan lukkes, og et nyt begynde. For der er rent faktisk kommet en aftale på plads. Jeg har fået et løntilskudsjob – et akademisk løntilskudsjob – også kendt som ’et egentligt job med reelle opgaver, men uden løn’.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Og det paradoksale er – at det er en kæmpe lettelse. Et løntilskudsjob indebærer som sådan ingen ændringer i éns status – jeg er stadig lige rygende arbejdsløs. Men nu med arbejde.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Og jeg tror faktisk at jeg glæder mig lidt. Mere om det i næste indlæg.<o:p></o:p></span></div><!--EndFragment-->Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-58983426793412621612011-07-04T13:09:00.001-07:002011-07-04T13:09:38.545-07:00Så det er pt. situationen<!--StartFragment--> <br />
<div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">De første 4 kursusuger er gået, og der har været op-og-nedture hele vejen - det har været dejligt at møde andre i samme situation, og at se at der – med enkelte, underholdende undtagelser - er tale om helt almindelige, rare mennesker, der gør deres bedste for at komme i arbejde. Og samtidig har det været lidt desillusionerende – åh, så det er <i>dem, </i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">der udgør de 149 eller flere andre ansøgere i bunken...<span style="mso-spacerun: yes;"> </span><span style="mso-spacerun: yes;"> </span><o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Også i selve jobsøgningsdelen har der været tale om lidt af en rutschebane, med to samtaler (en reel og en løntilskudsstilling), og desværre ligeså mange afslag (det var det der med erfaringen...). Lige så glad og overrasket man bliver over, at der er nogen der har fisket en ud af bunken – guderne skal vide det ikke sker så tit – lige så svært er det at skulle hive sig selv op på hesten igen, når nu en samtale ikke var nok. Og så er der det der med personligheden... Når nu alle peger på personlighed og personlige kompetencer som afgørende for ansættelse, så ryger man uvægerligt ud i overvejelser om, om det nu er én selv <i>som menneske</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> der er noget galt med. Og hvis det er – hvad i alverden gør man så? <o:p></o:p></span></div><!--EndFragment-->Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-46701362725328427042011-07-04T13:08:00.000-07:002011-07-07T01:57:57.525-07:00Alle gode gange tre<div class="MsoNormal"><span lang="DA">Og det er så her, vi befinder os nu. I den bløde mellemvare, og i det, jeg som sådan forventede af et jobsøgningskursustilbud. Her er ingen fornemmelse af at det skal være en ’straf’ at være her – og der bliver ikke talt ned til én, Integro-style. Konsulenterne er søde og forstående og virker som sådan også dygtige nok – problemet er bare, at her jo ikke er noget nyt. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA">Det er gode råd alt sammen, at ansøgningen skal være kort, men indeholde de vigtigste informationer – og udstråle hvordan man <i>brænder</i></span><span lang="DA"> for jobbet – være det sig i Kræftens Bekæmpelse, Dansk Landbrugs Grovvareforbund eller en hidtil ukendt plastvarefabrikant. At CV’et skal være målrettet jobbet og også være kort, men samtidig indeholde alle relevante informationer – incl. fritidsinteresser og åbenbart også civilstand – og både jobtitler, arbejdsopgaver og opnåede resultater. Og at CV’et bør være bagudrettet og ansøgningen fremadrettet. Gode råd, men alt sammen noget man har hørt før, og med større eller mindre held allerede prøver at efterleve – fra lignende kurser i A-kassen, jobcenteret, DJØF - og massevis af hjemmesider om jobsøgningens ædle kunst. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA">Så det er op af bakke for konsulenterne at lære os noget, de fleste ikke allerede ved. Nogen melder rent ud: De orker ikke mere gennemgang-af-CV-i-små-grupper. (Jeg havde dog endnu engang iført mig den trofaste ja-hat den dag, og fandt det faktisk overraskende inspirerende at se andres CV’er og høre deres kommentarer. Omvendt er der sevfølgelig grænser for, hvor meget ny inspiration der kan presses ud af det samme kursus/gruppearbejde over en periode på 6 stive uger). Så kurset er meget frit og baseret på selvstændigt arbejde – hvilket er meget fint, bortset fra det føles som en meget dyr opholdsløsning, hvor der tilbydes stol, bord, strøm og kaffe. Fra 9-15 hver dag.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA"><b>De kreative, de logiske og... mig?<o:p></o:p></b></span></div><div class="MsoNormal"><span lang="DA">Og hvem er så deltagerne på kurset? Det er ikke blot mig og ’de kreative’, som én af ingeniørerne benævner os, men et bredt spektrum af uddannelsesbaggrunde: fra ingeniører og farmaceuter til cand.merc’er, sociologer og kunsthistorikere. (Jeg er eneste statskundskaber, og ved ikke helt om det er et godt eller dårligt tegn). Mange er nyuddannede, og folk virker generelt dygtige – de skriver gode ansøgninger, og deres CV’er sat pænt op, velformulerede og gennemtænkte. Mange har endvidere gode karakterer, og langt de fleste har haft relevante studiejobs gennem flere år, deltaget i forenings- og bestyrelsesarbejde, boet og studeret i udlandet og har sunde, stabile fritidsinteresser. De er venlige, omgængelige og imødekommende, velsoignerede og pæne. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA">Kort sagt – de har gjort alt det rigtige, og ville højst sandsynligt udgøre rigtig udmærkede medarbejdere ved rigtige mange firmaer. Og mange har da også været til jobsamtaler, flere endda mange samtaler, og alle har fået det samme at vide som jeg: At de rigtig godt kunne lide én, at man virkede kompetent, dygtig, engageret – men at de desværre havde valgt en af de mere erfarne kandidater. Men held og lykke med den videre jobsøgning i hvert fald! Og vi er sikre på, at du bliver en god og værdsat medarbejder (bare ikke lige her).<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA">Og undskyld den bitre tone i det ovenstående – kære arbejdsgivere, det skal ikke forstås som at det ikke er rart at få ros med sit afslag. Ros er <i>altid</i></span><span lang="DA"> rart. Og vi/jeg er klar over, at det absolut ikke er noget, I behøver sige – og det er virkelig en trøst at få lidt pæne ord med på vejen. Men Gud – gud-da-jøsses, næsten - det er også en frustrerende besked, fordi det er en kritik, hvor man ikke rigtig kan stille noget op – jamen, hvordan er det nu man får den der erfaring? (Når nu det er reel, betalt, faglig relevant erhvervserfaring der vægtes – og ikke frivilligt organisationsarbejde, studiejobs, praktikpladser og hvordan man ellers har prøvet at snige en slags praktisk erfaring ind).<o:p></o:p></span></div>Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-20430939228232863092011-07-04T13:05:00.000-07:002011-07-04T13:05:04.820-07:002. forsøg<!--StartFragment--> <br />
<div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Efter et par dage står det klart at Jobviften og jeg ikke er rigtig gode for hinanden. Forløbet kulminerer, da jobkonsulenten – ved et uheld, ganske vist – kommer til at genstarte min computer mens jeg sidder og skriver – og jeg ender med at hvisle højt gennem tænderne at han da-godt-kunne-have-nævnt-at-alle-dokumenter-gemt-på-computeren-automatisk-bliver-SLETTET-ved-genstart! <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Resultat: Flere timers arbejde pist verschwunden – og jeg at jeg får lov at starte på et nyt kursus mandagen efter. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Ok, så på med ny ja-hat. Jeg forsøger at få glattet ud med Jobviftens konsulent inden jeg ’rejser’ – hvilket vist lykkes til noget der ligner det nye 4-tal, en jævn præstation – og er faktisk spændt på det nye sted.<span style="mso-spacerun: yes;"> </span><o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"><b>Velkommen, alle 30+, fag & ufaglærte <o:p></o:p></b></span></div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Det starter da også lovende – den nye jobkonsulent virker dygtig, og der er forberedt både intromøde og kursusforløb. PowerPoint slides med både tekst og grafer fremvises, dog – og heldigvis – uden Dagpengelands/Integros friske Comic Sans font og moderne illustrationer af EDB-maskiner og floppy disks. I stedet skal vi arbejde med CV – hvis ikke vi har et selv, kan vi altid printe dét ud, der ligger på vores personlige side på Jobnet – og både opfordrede og uopfordrede ansøgninger. Og om vi i øvrigt har overvejet at skifte branche?<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Alt i alt lovende, indtil jobkonsulenten påpeger, at det her jo er kurset specifikt rettet mod faglærte og ufaglærte – vi har også nogle andre kurser, der henvender sig mere til folk med akademisk baggrund og under 30 år, men de sidder i andre lokaler. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Og det er jo fx – slår det mig – mig. Så om det kan være rigtigt jeg er blevet tilmeldt faglært/ufaglært-kurset – hvor langt de fleste er over 30? Det kan det. Men det undrer dem da noget. Men de har da fra tid til anden akademikere også på de kurser, fx er jobkonsulenten det faktisk selv.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Resultat: Endnu et par samtaler med kommunen – en ny og umiddelbart mere venligt indstillet kommunal jobkonsulent – og at jeg får lov at starte på et nyt kursus den følgende mandag. <o:p></o:p></span></div><!--EndFragment-->Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-18788027345383975822011-07-04T12:59:00.001-07:002011-07-04T12:59:47.091-07:001-2-3-GO! På hovedet ud i aktivering<!--StartFragment--> <br />
<div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Så skete det – beskæftigelsespolitikkens svar på det sorte hul, aktiveringsperioden, er indtrådt. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Det startede ellers harmløst med en skrivelse om, at det nu var tid til første ”jobsamtale” ved kommunens Jobcenter, og med knap 6 ugers ledighed bag mig var det med en følelse af både forholdsvis optimisme og håb om nye ideer at jeg troppede op. Iført den berømte ja-hat, med andre ord. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Det blegnede dog hurtigt efter mødet med kommunens jobkonsulent. Helt uden skyggen af et smil slog hun en række fakta fast – din aktiveringsperiode starter <i>nu</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> – det bliver i form af et jobsøgningskurser – og hvis du – umulius – endnu ikke har fundet et job i løbet af den 6 ugers kursusperiode, så står den på løntilskud her i kommunen. Og det kan du <i>godt</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> regne med bliver kedeligt! Og højst sandsynligt irrelevant! Så! <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Og så hjalp mine lettere granatchokerede pip om at det vidst nok er formålet med aktivering at det skal ”forbedre den jobsøgendes mulighed for at komme i arbejde” ikke meget.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"><b>Kloakarbejder er fx en branche i fremgang – jamen jeg siger det bare<o:p></o:p></b></span></div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Ergo troppede jeg den følgende mandag morgen op ved ”Jobviften” der er kommunens helt eget tilbud til allehånde typer ledige – fra dagpengemodtagere til langtidsledige, starthjælpsmodtagere, folk ramt af arbejdsprøvning osv. Ja-hatten sad der igen, om end den strammede lidt, da jeg trådte ind i et stort lokale fyldt med computere, langt de fleste tændt på diverse kabaler. Et overrumplende syn med den eksamensgrønne baggrund og farvede spillekort, så langt øjet rakte. Bortset fra de svage rytmer fra et sæt hovedtelefoner koblet til et bollywood-klip på Youtube var der helt stille i lokalet. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Efter et personligt møde med en venlig jobkonsulent – der da godt nok undrede sig over jeg var blevet henvist til dem, men vi har da fra tid til anden akademikere her, han var det da fx selv – var det tid til en rundvisning, der endte foran et stort whiteboard. Den her tavle var de stolte af, og det var der da også grund til, da den udgjorde en liste over alle de fra kurset, der havde fået job i den seneste tid. Butiksassistent, butiksassistent, lagerarbejder – og så kom den: Med et stort smil peger han på den nyligt ansatte kloakarbejder, og kigger på mig (igennem mig?) og siger: ”kloakarbejder. Det er faktisk en af de få brancher i fremgang, måske værd at kigge på? Jamen jeg siger det bare...”<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Hvis vi helt vælger at se bort fra, at rotter er min største fobi overhovedet – i øvrigt ud af mange – så er der en del andre problematikker der slår mig i det øjeblik. 1) Jeg er lige omkring 1.60 m høj og med en fysisk styrke derefter. I forhold til at styre sådan en kloakslange er der således tale om en ulige kamp, som kloakslangen højst sandsynligt ville vinde. Hvilket leder os til 2) mon ikke der findes bedre kvalificerede medarbejdere til netop den stilling? Og 3) – at samfundet rent faktisk har finansieret 6 års universitetsuddannelse, som – rent bogstaveligt – ville blive skyllet i kloakken.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Jeg er målløs. Og min ja-hat er faldet af. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Om jeg havde overvejet at skifte branche? (Hverken første eller sidste gang, jeg har hørt det spørgsmål). Well tja bum... Men nu har jeg jo taget én kandidatuddannelse og har rent faktisk ikke ret til at tage flere. Så jeg vil jo egentlig mest af alt bare gerne <u>ind</u> i min branche.<span style="mso-spacerun: yes;"> </span><o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Og når man tænker på hvor svært det er at komme til samtale, der hvor man rent faktisk <i>har</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> kvalifikationerne – er det så den helt rigtige strategi decideret at gå efter et brancheskift?<o:p></o:p></span></div><!--EndFragment-->Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-71315873665517090832011-07-04T12:57:00.000-07:002011-07-04T12:57:39.296-07:00A step into the unknown - nu uden fast arbejdeNå - det gik vidst ikke så godt med rækkefølgen. En rejsebeskrivelse er på vej - og har, må jeg indrømme, været på vej længe - men for at undgå alt for meget ballade i datoerne, sender jeg 'hverdagen' på gaden nu. Ideen er, at historien tager sit udspring en gang i midten af april og fortsætter frem til idag..<br />
<br />
Settingen er et eget, selvoplevet "Dagpengeland", som er det land, jeg befinder mig i netop nu - dog både mindre tragisk og mindre morsomt end Lau Aaens oprindelige dagpengeland, et tåkrummende og nedværdigende forløb hos ålborgensiske Integro. For ærlig talt - så meget som jeg har grint og grædt over dennes blog, og været imponeret over ideen, så har jeg simpelthen ikke tålmodigheden til at gentage succesen. Så jeg tager kampen op, kommunen vs. (stædig og irriterende) ledig akademiker. Foreløbig i hvert fald.<br />
<br />
Nå, here goes - i 3 hovedafsnit.Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-7245846300036566302011-03-24T09:28:00.000-07:002011-03-24T09:28:09.228-07:0012 timer and counting<!--StartFragment--> <br />
<div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Torsdag! Efter den første uge i arbejdsløshed. En underlig hektisk arbejdsløshed af telefonsamtaler og e-mails til diverse offentlige instanser, et forsigtigt forsøg på at danne sig overblik over øjeblikkets jobmarked og en underliggende dårlig samvittighed over det der forskningsprojekt, som jo heller ikke skriver sig selv... Blandet med vasketøj, kuffertpakning og i øvrigt rigtig hyggeligt venindebesøg. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Og samtidig er afrejsen rykket nærmere på – foreløbig ingen naturkatastrofer, all fingers crossed – kufferten er pakket, og selve rejsen efterhånden planlagt. Eller i hvert fald er skelettet til en rejse stillet op:<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Sightseeing og strandliv i Miami efterfulgt af roadtrip i det sydligste Florida: Sumpområdet Everglades, afslapning i Fort Lauderdale og koraller, snorkling og Hemingwayske barer i Florida Keys. Eller uendelig strømme af regnvejr og shopping og varme drikke i gigantiske malls. Velkommen til ferien, jeg aldrig troede jeg skulle på.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Vi skrives, y’all! <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><!--EndFragment-->Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-5113688117137096322011-03-21T03:26:00.001-07:002011-03-21T03:26:52.611-07:00Og dagen efter dagen efter dagen derpå...<!--StartFragment--> <br />
<div class="MsoNormal">Der blev jo ikke noget Japan i denne omgang. Men for pokker, hvor var det en svær beslutning at tage. En ting var, hvor meget jeg havde glædet mig. Det er længe, længe siden jeg har set så meget frem til noget, at jeg har kunnet mærke det som sommerfugle i maven et halvt år før afrejse. Noget helt andet og værre var fornemmelsen af at lade en veninde i stikken – at hun skulle sidde fanget i Tokyo, mens jeg sad i trygge Danmark og aflyste det hele.</div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Så da vi endelig, endelig fik sat ord på – at hun burde komme hjem i sikkerhed i Danmark i stedet for den anden vej rundt, at jeg skulle stå i lufthavnen som en dum gås med blond hår og kamera og prøve at komme ind, medens alle andre desperat kæmpede for at komme ud – var det som om en kæmpe knude løstes indeni. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Et eller andet sted havde jeg jo nok vidst det, ikke længe, men i hvert fald de sidste dage, ikke mindst da jeg skrev sidste indlæg. Men alligevel kom det bag på mig hvor stor en lettelse det var, da beslutningen var truffet. Jeg skulle ikke ned og hverken redde min veninde eller lege ’krisekorrespondent’, som jeg havde prøvet at sige til mig selv i mørkere stunder. Katastrofen, kaoset og sorgen er bare for stor lige nu til at skulle derned og rejse rundt og lege normalitet – også i de ikke-så-berørte områder.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Så kan det godt være, at situationen er blevet pisket mere op i de internationale medier, og at strålingsfaren primært begrænser sig til nærområdet omkring det ødelagte atomkraftværk i Fukushima (og de stakkels mennesker der er fanget der). Men det ændrer bare ikke på, at mere end 20.000 mennesker er døde ved ét slag, og at den frygtelige tsunami har ødelagt <i>alt</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"> i området nordøst for Tokyo. Det ændrer heller ikke på efterskælv, trafikkaos og tomme veje og butikker, og selvom det måske nok ville være til at leve med som turist, så foregår det jo i en stemning hvor man mangler ord – en blanding af landesorg, anspændthed og frygt. Så det var jo den rigtige beslutning ikke at rejse, og at få min veninde hjem. Og så kan man ellers sidde her og være taknemmelig over i det hele taget at have muligheden for at tage den.<o:p></o:p></span></div><div style="border-bottom: solid windowtext .75pt; border: none; padding: 0cm 0cm 1.0pt 0cm;"> <div class="MsoNormal" style="border: none; mso-border-bottom-alt: solid windowtext .75pt; mso-padding-alt: 0cm 0cm 1.0pt 0cm; padding: 0cm;"><br />
</div></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Samtidig er det en surrealistisk fornemmelse at følge situationen nu, nu hvor det hele føles lidt længere væk. Det giver stadig et sug i maven når man hører om Japan - når dødstallet stiger, når der konstateres radioaktivitet i fødevarer, når, som i dag, Politiken rapporterer om røg fra Fukushimas reaktor 3 og arbejdere der atter engang må evakueres. Det er mærkeligt at se hvorledes Japan glider ned på mediernes dagsorden efterhånden som situationen i Libyen forværres, Anders S går amok på Danmarks Radio (gad vide om han også er blevet forhindret i at skrive i skolebladet som ung, borgerlig gymnasieknægt) og andre mere eller mindre vigtige begivenheder overtager pladsen. Og mærkeligt hvordan et indslag i Morgen TV med danskere hjemvendt fra Tokyo uden overgang afløses af et indslag af en kæk cykelsmed der viser, hvordan vi gør cyklen klar til foråret. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;"><b>Going West<o:p></o:p></b></span></div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Men sådan er det jo. Situationen er jo også for mig selv ændret fra knuden i maven til et ”åh nej, de stakkels mennesker” og et bidrag til hjælpearbejdet. Og billetten allerede ombooket.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Ombooket til hvad, spørger du? Seoul, Hanoi, andre ’logiske’, lignende steder? Oh no. Til Miami, Florida. Fra den ene yderlighed til den anden. For mig, der aldrig har været i USA før, står lige netop Florida for alt det ypperste amerikanske: Disney World, burger joints, Cruise Ships og damer med blåt hår og blå puddelhunde. Planen er at gå <i>all in</i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">. Og så vidt muligt at rapportere om det her. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">5 days and counting: Jeg glæder mig. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><br />
</div><!--EndFragment-->Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-557605290476418545.post-44159977276570558442011-03-16T12:21:00.000-07:002011-03-16T12:21:17.594-07:00Dagen før dagen før - Japan<!--StartFragment--> <br />
<div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Så kom den - dagen før dagen før... drømmerejsen til Japan. Og det var jo ikke meningen, at den skulle være sådan her. Ideen var spænding, sjov, undren. Ideen var, at Okinawa skulle bidrage med lidt sol, strand og gåture i vandkanten – så meget som det nu kan lade sig gøre i marts – at Kyoto skulle være kulturen, de smukke, gamle templer og haver, te-ceremonier og zen-stemning – Fuji-nationalparken med naturen, vandreture, udsigter og plateauer , og til sidst de sidste dage i Tokyos kedel af tegneseriefigurer, high-tech gader, lovehotels og karaokebarer og andre uforståelige og fascinerende fænomener. Det var <i>det, </i></span><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">den skulle være. En fantastisk, sjov, spændende overgang til den dagligdag af dagpenge og akademikerarbejdsløshed der venter på den anden side, efter udløbet af et halvt års fuldtidsvikariat. Og en oplevelse for livet.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Ikke højspændt stemning af atomkrise, en konstant strøm af dårlige nyheder og en konstant klump i halsen, hver gang man åbner fjernsynet og aviserne for hjerteskærende billeder af katastrofale tilstande, huse, biler og mennesker revet rundt og væk. <o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Ikke fornemmelsen af, at alt den opmærksomhed, alle de ressourcer der går på overophedede kraftværker kunne have været brugt på de mennesker, der lige nu er fanget i iskolde gymnastiksale på grund af både strålingsfare og især tsunamiens frygtelige ødelæggelser.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Ikke en konstant indre dialog, skal/skal ikke, ikke en nagende følelse af at jeg svigter min gode veninde og efterlader hende i Tokyos kaos, hvis jeg vælger ikke at tage af sted nu. Og ikke den frustrerende følelse af, at det jo i sidste ende også bliver flyselskabets valg – bliver det i det hele taget muligt at flyve derned den dag?<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">En oplevelse for livet bliver det under alle omstændigheder – nærmest uanset udfaldet. Men en mørkere og måske mere berørende oplevelse.<o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><span lang="DA" style="mso-ansi-language: DA;">Så det bliver skæbnen, der afgør. Udviklingen fra nu og dagene frem. Men kære Moder Natur, Gud, ukontrollable atomkraft eller hvem det er der styrer det her bizarre, forfærdelige show – vær nu så sød at dæmpe jer. Folk har brug for at hjælpen kommer frem, for håb. Midt i alt det forfærdelige.<span style="mso-spacerun: yes;"> </span><o:p></o:p></span></div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><br />
</div><div class="MsoNormal"><br />
</div><!--EndFragment-->Lost in Transitionhttp://www.blogger.com/profile/08057141473974222016noreply@blogger.com0