Dagen før dagen før - Japan

Så kom den - dagen før dagen før... drømmerejsen til Japan. Og det var jo ikke meningen, at den skulle være sådan her. Ideen var spænding, sjov, undren. Ideen var, at Okinawa skulle bidrage med lidt sol, strand og gåture i vandkanten – så meget som det nu kan lade sig gøre i marts – at Kyoto skulle være kulturen, de smukke, gamle templer og haver, te-ceremonier og zen-stemning – Fuji-nationalparken med naturen, vandreture, udsigter og plateauer , og til sidst de sidste dage i Tokyos kedel af tegneseriefigurer, high-tech gader, lovehotels og karaokebarer og andre uforståelige og fascinerende fænomener. Det var det, den skulle være. En fantastisk, sjov, spændende overgang til den dagligdag af dagpenge og akademikerarbejdsløshed der venter på den anden side, efter udløbet af et halvt års fuldtidsvikariat. Og en oplevelse for livet.

Ikke højspændt stemning af atomkrise, en konstant strøm af dårlige nyheder og en konstant klump i halsen, hver gang man åbner fjernsynet og aviserne for hjerteskærende billeder af katastrofale tilstande, huse, biler og mennesker revet rundt og væk.

Ikke fornemmelsen af, at alt den opmærksomhed, alle de ressourcer der går på overophedede kraftværker kunne have været brugt på de mennesker, der lige nu er fanget i iskolde gymnastiksale på grund af både strålingsfare og især tsunamiens frygtelige ødelæggelser.

Ikke en konstant indre dialog, skal/skal ikke, ikke en nagende følelse af at jeg svigter min gode veninde og efterlader hende i Tokyos kaos, hvis jeg vælger ikke at tage af sted nu. Og ikke den frustrerende følelse af, at det jo i sidste ende også bliver flyselskabets valg – bliver det i det hele taget muligt at flyve derned den dag?

En oplevelse for livet bliver det under alle omstændigheder – nærmest uanset udfaldet. Men en mørkere og måske mere berørende oplevelse.

Så det bliver skæbnen, der afgør. Udviklingen fra nu og dagene frem. Men kære Moder Natur, Gud, ukontrollable atomkraft eller hvem det er der styrer det her bizarre, forfærdelige show – vær nu så sød at dæmpe jer. Folk har brug for at hjælpen kommer frem, for håb. Midt i alt det forfærdelige.