torsdag den 21. juli 2011

Når skemaet (måske) skrider


Nå, det var jo faktisk meningen at dette indlæg skulle omhandle et kommende løntilskudsjob – lidt om indholdet, at jeg glæder mig, hvordan det er en lettelse endelig at have et forløb på plads. Med start den 15. august.

Og så kommer der selvfølgelig et tilbud om samtale dumpende. Stille og roligt, diskret ind på mailboxen, akkurat midt i min dårlige ansøgnings-samvittighed. Og det illustrerer nok i virkeligheden bedre end noget andet den følelse der har gennemsyret hele det her forløb: En blanding af forsigtig optimisme og desperation, af privilegium og utilstrækkelighed og ikke mindst konstant forvirring: Hvorfor vil de ikke have mig? Hvad er det jeg mangler - eller har for meget af? (Og ja tak, hvis der er nogen der vil låne lidt usikkerhed, så kan det hentes gratis hos mig i spandevis, men det fremgår altså ikke af ansøgningerne!) Og når der så endelig er nogen der reagerer, så går jeg i omvendt selvsving... Hvorfor vil de nu gerne se mig? Er der noget galt med stedet? Og hvad vil jeg helst? Hvordan får jeg nogensinde styr på ’mit eget narrativ’, fortællingen der skal forestille at være mig – vil jeg hellere have et mere akademisk job, og får jeg malet mig ind i et hjørne, hvor det jeg gerne vil, aldrig kommer i spil? Argh! 

Hvordan slukker man for sig selv og sin evige, indre kværnen? Bare et øjeblik ... 

tirsdag den 19. juli 2011

Jobkursusforløb - check. På godt og ondt.


Så gik de sidste 2 ugers jobsøgningskursus, undskyld kontaktforløb og aktiveringsindsats for LVU’ere under 30 år, som det hedder på jobcentersprog, og jeg er nu i princippet fri til at søge job lige præcis som jeg vil det, en hel uge frem.

Det har været en lang og rodet periode, også for lang, i alt 9 uger pga. kommunale tilmeldinger til diverse forkerte forløb. Og det ironiske er, at jeg i aktiveringsperioden rent faktisk er gået ned i antal ansøgninger. Jeg har haft svært ved at koncentrere mig, og det er tit endt med Facebook-medier-noget-med-Wikipedia, så en hurtig tur over diverse jobagenter – som ender med at blive formiddagens egentlige arbejde - for så at vende tilbage til om der nu er sket noget nyt på Facebook-medierne-Wikipedia? Ansøgninger og telefonsamtaler er primært blevet foretaget efter kl. 15 eller på ’hjemmearbejdsdage’, hvor mine egne, stride hæmninger kunne trodses uden publikum på. Og jeg skal være den første til at indrømme, at det da ikke har været den mest hensigtsmæssige brug af alle de timer.  

Og jeg er heller ikke sikker på, at det som sådan er kurset, den har været gal med. Men timingen! Jeg var ikke klar til at komme på det kursus – jeg havde helt enkelt ikke nået ’jeg bliver gak af at gå hjemme’ stadiet, jeg søgte det jeg skulle og mere til, og var ganske emsig med at planlægge mindst en lille, social begivenhed om dagen (en køretime, en tur i svømmehallen, en kaffe med en veninde på de gode dage). Så det gik. Jeg stod op om morgenen, jeg gjorde rent, jeg søgte jobs, det fungerede. Og siden kurset er meget udenom ligesom gået i stå. Så i stedet for det ’kærlige’ spark, det skulle give, er det endt med færre ansøgninger i stedet for flere, og med at føles som en dyr, dyr opbevaringsløsning, skattefinansieret og uden effekt.

Nå, men nok om det! Been there, done that, dog ingen t-shirt. Første kapitel af ledighedshistorien kan lukkes, og et nyt begynde. For der er rent faktisk kommet en aftale på plads. Jeg har fået et løntilskudsjob – et akademisk løntilskudsjob – også kendt som ’et egentligt job med reelle opgaver, men uden løn’.

Og det paradoksale er – at det er en kæmpe lettelse. Et løntilskudsjob indebærer som sådan ingen ændringer i éns status – jeg er stadig lige rygende arbejdsløs. Men nu med arbejde.

Og jeg tror faktisk at jeg glæder mig lidt. Mere om det i næste indlæg.

mandag den 4. juli 2011

Så det er pt. situationen


De første 4 kursusuger er gået, og der har været op-og-nedture hele vejen - det har været dejligt at møde andre i samme situation, og at se at der – med enkelte, underholdende undtagelser - er tale om helt almindelige, rare mennesker, der gør deres bedste for at komme i arbejde. Og samtidig har det været lidt desillusionerende – åh, så det er dem, der udgør de 149 eller flere andre ansøgere i bunken...   

Også i selve jobsøgningsdelen har der været tale om lidt af en rutschebane, med to samtaler (en reel og en løntilskudsstilling), og desværre ligeså mange afslag (det var det der med erfaringen...). Lige så glad og overrasket man bliver over, at der er nogen der har fisket en ud af bunken – guderne skal vide det ikke sker så tit – lige så svært er det at skulle hive sig selv op på hesten igen, når nu en samtale ikke var nok. Og så er der det der med personligheden... Når nu alle peger på personlighed og personlige kompetencer som afgørende for ansættelse, så ryger man uvægerligt ud i overvejelser om, om det nu er én selv som menneske der er noget galt med. Og hvis det er – hvad i alverden gør man så? 

Alle gode gange tre

Og det er så her, vi befinder os nu. I den bløde mellemvare, og i det, jeg som sådan forventede af et jobsøgningskursustilbud. Her er ingen fornemmelse af at det skal være en ’straf’ at være her – og der bliver ikke talt ned til én, Integro-style. Konsulenterne er søde og forstående og virker som sådan også dygtige nok – problemet er bare, at her jo ikke er noget nyt.

Det er gode råd alt sammen, at ansøgningen skal være kort, men indeholde de vigtigste informationer – og udstråle hvordan man brænder for jobbet – være det sig i Kræftens Bekæmpelse, Dansk Landbrugs Grovvareforbund eller en hidtil ukendt plastvarefabrikant. At CV’et skal være målrettet jobbet og også være kort, men samtidig indeholde alle relevante informationer – incl. fritidsinteresser og åbenbart også civilstand – og både jobtitler, arbejdsopgaver og opnåede resultater. Og at CV’et bør være bagudrettet og ansøgningen fremadrettet. Gode råd, men alt sammen noget man har hørt før, og med større eller mindre held allerede prøver at efterleve – fra lignende kurser i A-kassen, jobcenteret, DJØF - og massevis af hjemmesider om jobsøgningens ædle kunst.

Så det er op af bakke for konsulenterne at lære os noget, de fleste ikke allerede ved. Nogen melder rent ud: De orker ikke mere gennemgang-af-CV-i-små-grupper. (Jeg havde dog endnu engang iført mig den trofaste ja-hat den dag, og fandt det faktisk overraskende inspirerende at se andres CV’er og høre deres kommentarer. Omvendt er der sevfølgelig grænser for, hvor meget ny inspiration der kan presses ud af det samme kursus/gruppearbejde over en periode på 6 stive uger). Så kurset er meget frit og baseret på selvstændigt arbejde – hvilket er meget fint, bortset fra det føles som en meget dyr opholdsløsning, hvor der tilbydes stol, bord, strøm og kaffe. Fra 9-15 hver dag.

De kreative, de logiske og... mig?
Og hvem er så deltagerne på kurset? Det er ikke blot mig og ’de kreative’, som én af ingeniørerne benævner os, men et bredt spektrum af uddannelsesbaggrunde: fra ingeniører og farmaceuter til cand.merc’er, sociologer og kunsthistorikere. (Jeg er eneste statskundskaber, og ved ikke helt om det er et godt eller dårligt tegn). Mange er nyuddannede, og folk virker generelt dygtige – de skriver gode ansøgninger, og deres CV’er sat pænt op, velformulerede og gennemtænkte. Mange har endvidere gode karakterer, og langt de fleste har haft relevante studiejobs gennem flere år, deltaget i forenings- og bestyrelsesarbejde, boet og studeret i udlandet og har sunde, stabile fritidsinteresser. De er venlige, omgængelige og imødekommende, velsoignerede og pæne.

Kort sagt – de har gjort alt det rigtige, og ville højst sandsynligt udgøre rigtig udmærkede medarbejdere ved rigtige mange firmaer. Og mange har da også været til jobsamtaler, flere endda mange samtaler, og alle har fået det samme at vide som jeg: At de rigtig godt kunne lide én, at man virkede kompetent, dygtig, engageret – men at de desværre havde valgt en af de mere erfarne kandidater. Men held og lykke med den videre jobsøgning i hvert fald! Og vi er sikre på, at du bliver en god og værdsat medarbejder (bare ikke lige her).

Og undskyld den bitre tone i det ovenstående – kære arbejdsgivere, det skal ikke forstås som at det ikke er rart at få ros med sit afslag. Ros er altid rart. Og vi/jeg er klar over, at det absolut ikke er noget, I behøver sige – og det er virkelig en trøst at få lidt pæne ord med på vejen. Men Gud – gud-da-jøsses, næsten - det er også en frustrerende besked, fordi det er en kritik, hvor man ikke rigtig kan stille noget op – jamen, hvordan er det nu man får den der erfaring? (Når nu det er reel, betalt, faglig relevant erhvervserfaring der vægtes  – og ikke frivilligt organisationsarbejde, studiejobs, praktikpladser og hvordan man ellers har prøvet at snige en slags praktisk erfaring ind).

2. forsøg


Efter et par dage står det klart at Jobviften og jeg ikke er rigtig gode for hinanden. Forløbet kulminerer, da jobkonsulenten – ved et uheld, ganske vist – kommer til at genstarte min computer mens jeg sidder og skriver – og jeg ender med at hvisle højt gennem tænderne at han da-godt-kunne-have-nævnt-at-alle-dokumenter-gemt-på-computeren-automatisk-bliver-SLETTET-ved-genstart!

Resultat: Flere timers arbejde pist verschwunden – og jeg at jeg får lov at starte på et nyt kursus mandagen efter.

Ok, så på med ny ja-hat. Jeg forsøger at få glattet ud med Jobviftens konsulent inden jeg ’rejser’ – hvilket vist lykkes til noget der ligner det nye 4-tal, en jævn præstation – og er faktisk spændt på det nye sted. 

Velkommen, alle 30+, fag & ufaglærte
Det starter da også lovende – den nye jobkonsulent virker dygtig, og der er forberedt både intromøde og kursusforløb. PowerPoint slides med både tekst og grafer fremvises, dog – og heldigvis – uden Dagpengelands/Integros friske Comic Sans font og moderne illustrationer af EDB-maskiner og floppy disks. I stedet skal vi arbejde med CV – hvis ikke vi har et selv, kan vi altid printe dét ud, der ligger på vores personlige side på Jobnet – og både opfordrede og uopfordrede ansøgninger. Og om vi i øvrigt har overvejet at skifte branche?

Alt i alt lovende, indtil jobkonsulenten påpeger, at det her jo er kurset specifikt rettet mod faglærte og ufaglærte – vi har også nogle andre kurser, der henvender sig mere til folk med akademisk baggrund og under 30 år, men de sidder i andre lokaler.

Og det er jo fx – slår det mig – mig. Så om det kan være rigtigt jeg er blevet tilmeldt faglært/ufaglært-kurset – hvor langt de fleste er over 30? Det kan det. Men det undrer dem da noget. Men de har da fra tid til anden akademikere også på de kurser, fx er jobkonsulenten det faktisk selv.

Resultat: Endnu et par samtaler med kommunen – en ny og umiddelbart mere venligt indstillet kommunal jobkonsulent – og at jeg får lov at starte på et nyt kursus den følgende mandag. 

1-2-3-GO! På hovedet ud i aktivering


Så skete det – beskæftigelsespolitikkens svar på det sorte hul, aktiveringsperioden, er indtrådt.

Det startede ellers harmløst med en skrivelse om, at det nu var tid til første ”jobsamtale” ved kommunens Jobcenter, og med knap 6 ugers ledighed bag mig var det med en følelse af både forholdsvis optimisme og håb om nye ideer at jeg troppede op. Iført den berømte ja-hat, med andre ord.

Det blegnede dog hurtigt efter mødet med kommunens jobkonsulent. Helt uden skyggen af et smil slog hun en række fakta fast – din aktiveringsperiode starter nu – det bliver i form af et jobsøgningskurser – og hvis du – umulius – endnu ikke har fundet et job i løbet af den 6 ugers kursusperiode, så står den på løntilskud her i kommunen. Og det kan du godt regne med bliver kedeligt! Og højst sandsynligt irrelevant! Så!

Og så hjalp mine lettere granatchokerede pip om at det vidst nok er formålet med aktivering at det skal ”forbedre den jobsøgendes mulighed for at komme i arbejde” ikke meget.

Kloakarbejder er fx en branche i fremgang – jamen jeg siger det bare
Ergo troppede jeg den følgende mandag morgen op ved ”Jobviften” der er kommunens helt eget tilbud til allehånde typer ledige – fra dagpengemodtagere til langtidsledige, starthjælpsmodtagere, folk ramt af arbejdsprøvning osv. Ja-hatten sad der igen, om end den strammede lidt, da jeg trådte ind i et stort lokale fyldt med computere, langt de fleste tændt på diverse kabaler. Et overrumplende syn med den eksamensgrønne baggrund og farvede spillekort, så langt øjet rakte. Bortset fra de svage rytmer fra et sæt hovedtelefoner koblet til et bollywood-klip på Youtube var der helt stille i lokalet.

Efter et personligt møde med en venlig jobkonsulent – der da godt nok undrede sig over jeg var blevet henvist til dem, men vi har da fra tid til anden akademikere her, han var det da fx selv – var det tid til en rundvisning, der endte foran et stort whiteboard. Den her tavle var de stolte af, og det var der da også grund til, da den udgjorde en liste over alle de fra kurset, der havde fået job i den seneste tid. Butiksassistent, butiksassistent, lagerarbejder – og så kom den: Med et stort smil peger han på den nyligt ansatte kloakarbejder, og kigger på mig (igennem mig?) og siger: ”kloakarbejder. Det er faktisk en af de få brancher i fremgang, måske værd at kigge på? Jamen jeg siger det bare...”

Hvis vi helt vælger at se bort fra, at rotter er min største fobi overhovedet – i øvrigt ud af mange – så er der en del andre problematikker der slår mig i det øjeblik. 1) Jeg er lige omkring 1.60 m høj og med en fysisk styrke derefter. I forhold til at styre sådan en kloakslange er der således tale om en ulige kamp, som kloakslangen højst sandsynligt ville vinde. Hvilket leder os til 2) mon ikke der findes bedre kvalificerede medarbejdere til netop den stilling? Og 3) – at samfundet rent faktisk har finansieret 6 års universitetsuddannelse, som – rent bogstaveligt – ville blive skyllet i kloakken.

Jeg er målløs. Og min ja-hat er faldet af.

Om jeg havde overvejet at skifte branche? (Hverken første eller sidste gang, jeg har hørt det spørgsmål). Well tja bum... Men nu har jeg jo taget én kandidatuddannelse og har rent faktisk ikke ret til at tage flere. Så jeg vil jo egentlig mest af alt bare gerne ind i min branche. 
Og når man tænker på hvor svært det er at komme til samtale, der hvor man rent faktisk har kvalifikationerne – er det så den helt rigtige strategi decideret at gå efter et brancheskift?

A step into the unknown - nu uden fast arbejde

Nå - det gik vidst ikke så godt med rækkefølgen. En rejsebeskrivelse er på vej - og har, må jeg indrømme, været på vej længe - men for at undgå alt for meget ballade i datoerne, sender jeg 'hverdagen' på gaden nu. Ideen er, at historien tager sit udspring en gang i midten af april og fortsætter frem til idag..

Settingen er et eget, selvoplevet "Dagpengeland", som er det land, jeg befinder mig i netop nu  - dog både mindre tragisk og mindre morsomt end Lau Aaens oprindelige dagpengeland, et tåkrummende og nedværdigende forløb hos ålborgensiske Integro. For ærlig talt - så meget som jeg har grint og grædt over dennes blog, og været imponeret over ideen, så har jeg simpelthen ikke tålmodigheden til at gentage succesen. Så jeg tager kampen op, kommunen vs. (stædig og irriterende) ledig akademiker. Foreløbig i hvert fald.

Nå, here goes - i 3 hovedafsnit.