Så skete det – beskæftigelsespolitikkens svar på det sorte hul, aktiveringsperioden, er indtrådt.
Det startede ellers harmløst med en skrivelse om, at det nu var tid til første ”jobsamtale” ved kommunens Jobcenter, og med knap 6 ugers ledighed bag mig var det med en følelse af både forholdsvis optimisme og håb om nye ideer at jeg troppede op. Iført den berømte ja-hat, med andre ord.
Det blegnede dog hurtigt efter mødet med kommunens jobkonsulent. Helt uden skyggen af et smil slog hun en række fakta fast – din aktiveringsperiode starter nu – det bliver i form af et jobsøgningskurser – og hvis du – umulius – endnu ikke har fundet et job i løbet af den 6 ugers kursusperiode, så står den på løntilskud her i kommunen. Og det kan du godt regne med bliver kedeligt! Og højst sandsynligt irrelevant! Så!
Og så hjalp mine lettere granatchokerede pip om at det vidst nok er formålet med aktivering at det skal ”forbedre den jobsøgendes mulighed for at komme i arbejde” ikke meget.
Kloakarbejder er fx en branche i fremgang – jamen jeg siger det bare
Ergo troppede jeg den følgende mandag morgen op ved ”Jobviften” der er kommunens helt eget tilbud til allehånde typer ledige – fra dagpengemodtagere til langtidsledige, starthjælpsmodtagere, folk ramt af arbejdsprøvning osv. Ja-hatten sad der igen, om end den strammede lidt, da jeg trådte ind i et stort lokale fyldt med computere, langt de fleste tændt på diverse kabaler. Et overrumplende syn med den eksamensgrønne baggrund og farvede spillekort, så langt øjet rakte. Bortset fra de svage rytmer fra et sæt hovedtelefoner koblet til et bollywood-klip på Youtube var der helt stille i lokalet.
Efter et personligt møde med en venlig jobkonsulent – der da godt nok undrede sig over jeg var blevet henvist til dem, men vi har da fra tid til anden akademikere her, han var det da fx selv – var det tid til en rundvisning, der endte foran et stort whiteboard. Den her tavle var de stolte af, og det var der da også grund til, da den udgjorde en liste over alle de fra kurset, der havde fået job i den seneste tid. Butiksassistent, butiksassistent, lagerarbejder – og så kom den: Med et stort smil peger han på den nyligt ansatte kloakarbejder, og kigger på mig (igennem mig?) og siger: ”kloakarbejder. Det er faktisk en af de få brancher i fremgang, måske værd at kigge på? Jamen jeg siger det bare...”
Hvis vi helt vælger at se bort fra, at rotter er min største fobi overhovedet – i øvrigt ud af mange – så er der en del andre problematikker der slår mig i det øjeblik. 1) Jeg er lige omkring 1.60 m høj og med en fysisk styrke derefter. I forhold til at styre sådan en kloakslange er der således tale om en ulige kamp, som kloakslangen højst sandsynligt ville vinde. Hvilket leder os til 2) mon ikke der findes bedre kvalificerede medarbejdere til netop den stilling? Og 3) – at samfundet rent faktisk har finansieret 6 års universitetsuddannelse, som – rent bogstaveligt – ville blive skyllet i kloakken.
Jeg er målløs. Og min ja-hat er faldet af.
Om jeg havde overvejet at skifte branche? (Hverken første eller sidste gang, jeg har hørt det spørgsmål). Well tja bum... Men nu har jeg jo taget én kandidatuddannelse og har rent faktisk ikke ret til at tage flere. Så jeg vil jo egentlig mest af alt bare gerne ind i min branche.
Og når man tænker på hvor svært det er at komme til samtale, der hvor man rent faktisk har kvalifikationerne – er det så den helt rigtige strategi decideret at gå efter et brancheskift?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar