Nå, det var jo faktisk meningen at dette indlæg skulle omhandle et kommende løntilskudsjob – lidt om indholdet, at jeg glæder mig, hvordan det er en lettelse endelig at have et forløb på plads. Med start den 15. august.
Og så kommer der selvfølgelig et tilbud om samtale dumpende. Stille og roligt, diskret ind på mailboxen, akkurat midt i min dårlige ansøgnings-samvittighed. Og det illustrerer nok i virkeligheden bedre end noget andet den følelse der har gennemsyret hele det her forløb: En blanding af forsigtig optimisme og desperation, af privilegium og utilstrækkelighed og ikke mindst konstant forvirring: Hvorfor vil de ikke have mig? Hvad er det jeg mangler - eller har for meget af? (Og ja tak, hvis der er nogen der vil låne lidt usikkerhed, så kan det hentes gratis hos mig i spandevis, men det fremgår altså ikke af ansøgningerne!) Og når der så endelig er nogen der reagerer, så går jeg i omvendt selvsving... Hvorfor vil de nu gerne se mig? Er der noget galt med stedet? Og hvad vil jeg helst? Hvordan får jeg nogensinde styr på ’mit eget narrativ’, fortællingen der skal forestille at være mig – vil jeg hellere have et mere akademisk job, og får jeg malet mig ind i et hjørne, hvor det jeg gerne vil, aldrig kommer i spil? Argh!
Hvordan slukker man for sig selv og sin evige, indre kværnen? Bare et øjeblik ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar