Der blev jo ikke noget Japan i denne omgang. Men for pokker, hvor var det en svær beslutning at tage. En ting var, hvor meget jeg havde glædet mig. Det er længe, længe siden jeg har set så meget frem til noget, at jeg har kunnet mærke det som sommerfugle i maven et halvt år før afrejse. Noget helt andet og værre var fornemmelsen af at lade en veninde i stikken – at hun skulle sidde fanget i Tokyo, mens jeg sad i trygge Danmark og aflyste det hele.
Så da vi endelig, endelig fik sat ord på – at hun burde komme hjem i sikkerhed i Danmark i stedet for den anden vej rundt, at jeg skulle stå i lufthavnen som en dum gås med blond hår og kamera og prøve at komme ind, medens alle andre desperat kæmpede for at komme ud – var det som om en kæmpe knude løstes indeni.
Et eller andet sted havde jeg jo nok vidst det, ikke længe, men i hvert fald de sidste dage, ikke mindst da jeg skrev sidste indlæg. Men alligevel kom det bag på mig hvor stor en lettelse det var, da beslutningen var truffet. Jeg skulle ikke ned og hverken redde min veninde eller lege ’krisekorrespondent’, som jeg havde prøvet at sige til mig selv i mørkere stunder. Katastrofen, kaoset og sorgen er bare for stor lige nu til at skulle derned og rejse rundt og lege normalitet – også i de ikke-så-berørte områder.
Så kan det godt være, at situationen er blevet pisket mere op i de internationale medier, og at strålingsfaren primært begrænser sig til nærområdet omkring det ødelagte atomkraftværk i Fukushima (og de stakkels mennesker der er fanget der). Men det ændrer bare ikke på, at mere end 20.000 mennesker er døde ved ét slag, og at den frygtelige tsunami har ødelagt alt i området nordøst for Tokyo. Det ændrer heller ikke på efterskælv, trafikkaos og tomme veje og butikker, og selvom det måske nok ville være til at leve med som turist, så foregår det jo i en stemning hvor man mangler ord – en blanding af landesorg, anspændthed og frygt. Så det var jo den rigtige beslutning ikke at rejse, og at få min veninde hjem. Og så kan man ellers sidde her og være taknemmelig over i det hele taget at have muligheden for at tage den.
Samtidig er det en surrealistisk fornemmelse at følge situationen nu, nu hvor det hele føles lidt længere væk. Det giver stadig et sug i maven når man hører om Japan - når dødstallet stiger, når der konstateres radioaktivitet i fødevarer, når, som i dag, Politiken rapporterer om røg fra Fukushimas reaktor 3 og arbejdere der atter engang må evakueres. Det er mærkeligt at se hvorledes Japan glider ned på mediernes dagsorden efterhånden som situationen i Libyen forværres, Anders S går amok på Danmarks Radio (gad vide om han også er blevet forhindret i at skrive i skolebladet som ung, borgerlig gymnasieknægt) og andre mere eller mindre vigtige begivenheder overtager pladsen. Og mærkeligt hvordan et indslag i Morgen TV med danskere hjemvendt fra Tokyo uden overgang afløses af et indslag af en kæk cykelsmed der viser, hvordan vi gør cyklen klar til foråret.
Going West
Men sådan er det jo. Situationen er jo også for mig selv ændret fra knuden i maven til et ”åh nej, de stakkels mennesker” og et bidrag til hjælpearbejdet. Og billetten allerede ombooket.
Ombooket til hvad, spørger du? Seoul, Hanoi, andre ’logiske’, lignende steder? Oh no. Til Miami, Florida. Fra den ene yderlighed til den anden. For mig, der aldrig har været i USA før, står lige netop Florida for alt det ypperste amerikanske: Disney World, burger joints, Cruise Ships og damer med blåt hår og blå puddelhunde. Planen er at gå all in. Og så vidt muligt at rapportere om det her.
5 days and counting: Jeg glæder mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar